02-04-2024  - MCH Presse

Secondhand og sjældne stumper skifter hænder på Loppe- og stumpemarked

Secondhand og sjældne stumper skifter hænder på Loppe- og stumpemarked

Alt i lopper og stumper er til skue og salg, når Loppe- og stumpemarked finder sted for 76. gang i MCH Messecenter Herning. Foto: MCH/Tony Brøchner

Flere end 300 udstillere står klar med alt fra patineret keramik og tidløse designerlamper til særlige reservedele og unikke køretøjer i MCH Messecenter Herning, når genbrugsjagten atter sættes ind på Loppe- og stumpemarked lørdag 6. april.

Genbrug hitter som aldrig før, og nu er der igen mulighed for at gøre et finurligt fund til Danmarks største indendørs marked, der slår dørene op til loppe- og stumpejagt lørdag 6. april i MCH Messecenter Herning.

Garager, køkken- og tøjskabe, loftsrum og værksteder er grundigt gennemgået af de 307 udstillere, som boltrer sig på 23.000 kvadratmeter med habitjakker, hjuldele, lp'er, knagerækker, krukker, motorkøretøjer, plakater, porcelæn, vintage smykker - og vitterligt alt derimellem. I MCH er genbrugsgejsten ikke til at tage fejl af, og teamleder i MCH A/S Johnny Frandsen ser frem til at invitere indenfor til den 76. udgave af Loppe- og stumpemarked:

- Der er altid en ganske særlig summen i messehallerne under Loppe- og stumpemarked, og vi mærker tydeligt, at det at gøre en god handel og samtidig sende klimaet en kærlig tanke er i høj kurs. Vi glæder os til at slå dørene op og lade vores stærke stadeholdere fremvise deres guld fra gemmerne til de besøgende.

Fra svævefly til genbrugsvurderinger
Traditionen tro er der en række aktiviteter under forårets Loppe- og stumpemarked. Blandt andet finder svævefly i alverdens imponerende afskygninger vej til messecentret og kan opleves på tætteste hold, ligesom der er mulighed for at teste sine pilotevner i en flysimulator. Og så kan man få vurderet sit genbrugsguld af Hans Jørgen Eriksen, som er kendt fra TV 2-formatet 'Mit kæreste eje', som står klar med luppen og mere end 25 års vurderingserfaring.

Loppe- og stumpemarked finder sted lørdag 6. april fra kl. 08-16 i MCH Messecenter Herning. Billetter kan købes med en onlinerabat på 25 % allerede nu på www.loppeogstumpemarked.dk eller ved indgangen.