Tirsdag aften blev de to første semifinalister til pokalslutspillet Santander Final4 fundet, da Bjerringbro-Silkeborg Håndbold vandt med 41-29 over Skive fH, og Skjern Håndbold sikrede sig plads i semifinalen med en 28-21-sejr over Mors-Thy Håndbold.
Onsdag aften blev de to sidste semifinalister fundet. Her sejrede GOG med 41-39 over den forsvarende pokalvinder Aalborg Håndbold, og i det vestjyske var det tæt og dramatisk, da Ribe-Esbjerg HH løb med en sejr på 29-28 over Skanderborg Aarhus Håndbold.
Efter kvartfinalen i Phønix Tag Arena i Gudme var det Morten Olsen, der fik fornøjelsen af at trække lod til semifinalerne, som løber af stablen i Jyske Bank Boxen til februar i det nye år. Dermed bliver det følgende håndboldklubber, der møder hinanden i multiarenaen:
GOG skal møde Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, mens Skjern Håndbold tager kampen op imod Ribe-Esbjerg HH.
Santander Final4 løber af stablen i Jyske Bank Boxen lørdag 18. februar og søndag 19. februar 2023. Billetter til semifinalerne kan købes her. I billetsalget fremgår de forskellige klubsektioner.