30-09-2018  - MCH Presse

Shoppefest til Outlet-Messens ti års jubilæum

Shoppefest til Outlet-Messens ti års jubilæum

Der blev shoppet løs til Outlet-Messen i MCH Messecenter Herning i weekenden. Foto: MCH/Tony Brøchner

14.659 besøgende deltog i efterårets største shoppingweekend i MCH Messecenter Herning, hvor der blev shoppet på livet løs til Outlet-Messens ti års jubilæum.

Poserne blev fyldt med gode tilbud, da Outlet-Messen i weekenden åbnede dørene til et sandt shoppemekka i MCH Messecenter Herning for tiende år i streg. 121 udstillere fordelt på tre haller stod klar med et væld af gode tilbud inden for modetøj til både store og små, sko, sportsudstyr samt interiør og legetøj, og de besøgende kunne dermed gå på efterårsjagt blandt kvalitets- og mærkevarer til langt under normalprisen. Jubilæet blev foruden masser af gode tilbud markeret med et væld af aktiviteter som modeshow, børnebio og modetips, og der var således noget for enhver at opleve i områderne Mode Bazaar, Bolig, Rollinger, Livsstil, Sport samt Mandfolk.

Stor købelyst, god stemning og faste traditioner
Blandt udstillerne var Irene Carstensen, ejer af Rough & Sweet, som har taget turen fra Sjælland til Herning to gange om året lige siden Outlet-Messen så dagens lys for første gang i 2008.

- Vi har været med fra starten, og det er kun gået opad for os. Vores mål er altid at toppe sidste messes mål, og det har vi gjort hvert år. Der har endnu en gang været en god og positiv stemning, og købelysten har været rigtig god. Folk sparer jo penge sammen, og så kommer de herud og fylder rullekufferterne med gode tilbud, siger Irene Carstensen.

Også Mads Køhler, der har webshoppen Fashionhero.dk og som er med for femte år i streg, er godt tilfreds med weekendens messe og ikke mindst købelysten blandt de besøgende.

- Stemningen har været rigtig god, og købelysten har været stor, så vi er rigtig godt tilfredse. Vi har mange faste og tilbagevendende kunder, som kommer sæson efter sæson for at handle ved os, så jeg tænker, at det er blevet en tradition, at folk tager herud for at se, hvad der sker, fortæller Mads Køhler.

En vellykket jubilæumsweekend
Hos MCH Messecenter Herning glæder man sig over en vellykket jubilæumsweekend.

- Tusind tak til de mange udstillere – erfarne som nye – der har fyldt hylderne med skarpe jubilæumstilbud og givet de besøgende mulighed for at fylde poserne med masser af gode handler. Vi er glade for, at købelysten endnu en gang har været stor, og vi ser allerede nu frem til at invitere indenfor til nye tilbud til foråret, siger projektchef Anders Ladefoged Mortensen.

14.659 købelystne besøgende gik på opdagelse blandt et væld af gode fund på weekendens Outlet-Messe i MCH Messecenter Herning mod 11.547 besøgende på messen i foråret.

Outlet-Messen vender tilbage til foråret, hvor dørene åbner til endnu et shoppemekka i weekenden 6.-7. april 2019.


Se flere billeder