Første weekend i november foregik Dansk Kennel Klubs (DKK) traditionsrige hundeudstilling, International Dobbeltudstilling, i MCH Messecenter Herning. Flere tusinde hunde, hundeejere og besøgende gæstede den store hundeudstilling til spændende bedømmelser, finalekonkurrencer samt et væld af aktiviteter.
I MCH Messecenter Herning glæder man sig over en vellykket udstilling og messe:
- Weekendens hundeudstilling var igen i år en stor succes, og det var en fornøjelse at byde vores 8.300 logrende venner og de 13.000 besøgende indenfor i MCH endnu en gang. Årets hundeudstilling bød på mange flotte konkurrencer og aktiviteter både for de hundeinteresserede og for menneskets bedste ven, siger Anders L. Mortensen, projektchef i MCH Messecenter Herning, om weekendens arrangement.
Dansk Kennel Klub har afholdt hundeudstilling i MCH Messecenter Herning i mere end 20 år og tog i år hele otte haller i brug. Den store hundeudstilling bød igen i år på en festlig atmosfære med store dekorationer og udsmykning af hallerne. Ved den tilhørende messe i hal M stod op mod 60 udstillere klar med et stort udvalg af hundeudstyr, og der var således gode muligheder for at gå på opdagelse blandt nyt udstyr og gode tilbud.
Bonus kåret til Årets Hund 2018
Dansk Kennel Klubs International Dobbeltudstilling er årets sidste hundeudstilling og fungerer derfor som den store finale for mange af Dansk Kennel Klubs løbende konkurrencer. Ved udstillingen blev prestigiøse konkurrencer som Dansk Vinder, Dansk Juniorvinder og Dansk Veteranvinder for både hanner og tæver således afgjort. Desuden var der i år en helt ny konkurrence, da Årets Rallyhund, som er en lydighedsprøve på tid, blev afholdt ved udstillingen i en spritny arena. Søndag blev finalen om titlen Årets Hund 2018 afgjort. Det var Bonus, der løb med sejren – en amerikansk cocker spaniel, der ejes af Michael Møllegaard Kristensen og Lotte Kristensen. Konkurrencen om årets hund var i år ekstra spændende, da der før den sidste bedømmelse blot var ét enkelt point mellem nummer et og nummer to. Ud over Årets Hund var der et væld af spændende konkurrence i Store Ring, og publikum sørgede for at hylde de flotte hunde og dygtige handlere og ejere.
Alle vindere kan ses på hunden.dk, hvor man også kan læse flere nyheder fra weekendens hundeudstilling.