Vindere ved Sport 2025
AL Sydbank og DIF's Årets Frivillig:
- Roxana Bayati
AP Pension og DIF’s Årets Idrætsforening:
- IF Bytoften
Bravida, DIF og Team Danmarks Årets Hold:
- Håndboldherrerne
Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn:
- Mathias Gidsel
DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris:
- Høje-Taastrup Bokseklub
Fremtidens Idræt for Børn og Unge Årets Holdkammerat:
- Freja Matthisson Sejersen
Go Nordic Cruiseline og Team Danmarks Årets Træner:
- Linus Mernsten
Kulturministerens Parasportspris:
- Lisa Schlage
Toyotas Intet er umuligt:
- Ishockeyherrerne
Årets Mål:
- Nadia Nadim
Sportens Hall of Fame:
- Michael Mørkøv
8.500 sportsglade og feststemte publikummer var lørdag aften på plads i Jyske Bank Boxen, hvor landets største sportsstjerner og idræts-ildsjæle blev hyldet for deres indsats i det forgangne år. Anført af værterne Tina Müller og Josefine Høgh blev det en både flot og bevægende aften med følelsesladede prisoverrækkelser, gribende live-interviews, bevægende video-indslag, store musikalske oplevelser, spektakulære koreografier og underholdende indslag på stribe.
Først og fremmest blev det forgangne års største meritter fejret efter alle kunstens regler – ti prestigiøse priser blev uddelt, og blandt vinderne var lykken stor og glædestårerne mange. Håndboldherrerne blev kåret til årets hold, mens ishockeyherrerne vandt Toyotas Intet er umuligt-pris, Mathias Gidsel tog sig af Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn, og Nadia Nadim vandt Årets Mål. Alle vinderne kan ses i faktaboksen til højre.
Da alle priser var uddelt, skulle sløret løftes for det nye medlem af Sportens Hall of Fame, og valget var faldet på den tidligere cykelrytter og nuværende landstræner Michael Mørkøv. Hjalmer sang en fin og finurlig hyldestsang, og en tydeligt rørt Mørkøv lod siden publikum i multiarenaen og seerne hjemme i stuerne vide, hvor meget cykelsporten har givet ham. Han takkede for støtten, tilliden og fællesskabet og italesatte vigtigheden af forbilleder – og af at tage ansvar.
Aftenens musikalske indslag talte tre af tidens allerstørste og mest populære danske navne – Mumle, Aphaca og Medina, som alle satte multiarenaen i kog med medrivende optrædener. Sidstnævnte lukkede og slukkede aftenen med ti stærke minutter, der flot matchede en i det hele taget smuk og livsbekræftende aften, som fornemt samlede op på endnu et imponerende dansk sports-år. Aftenen var samtidig et klokkeklart vidnesbyrd om sportens fremmende effekt på trivsel og fantastiske egenskaber i forhold til frivillighed og fællesskaber.
Se billeder fra aftenen i galleriet nedenfor.
Allerede 15. januar til 1. februar venter mere sport i Jyske Bank Boxen, når det gælder EM i herrehåndbold – læs mere her.