22-08-2019  - MCH Presse

Stor interesse for hi’s Presse Kick-off

Stor interesse for hi’s Presse Kick-off

Arrangørerne bag hi Tech & Industry Scandinavia 2019 afholdt torsdag 22. august Presse Kick-off i København, hvor fem virksomheder blev afsløret som finalister til hi Sustainable Development Award. Fotos: MCH/Lars Møller

Pressefolk, udstillere og samarbejdspartnere var torsdag 22. august samlet til Presse Kick-off i København for at blive opdateret på seneste nyt fra hi Tech & Industry Scandinavia 2019. Arrangementet bød også på afsløring af finalisterne til messens nystiftede bæredygtighedspris.

De fem nominerede til hi Sustainable Development Award er:

  • R&D Engineering for udviklingen af et græsprotein, som på sigt kan bidrage til, at efterspørgslen på soja falder.
  • Bio-Circle for udviklingen af en rensevæske indeholdende intelligente mikroorganismer, som kan erstatte farlige opløsningsmidler.
  • Chr. Hansen for udviklingen af bakterier, der kan forlænge holdbarheden i yoghurt og dermed mindske madspild.
  • Innospexion for udviklingen af en røntgenbaseret sorteringsteknologi til affald.
  • VisBlue for udviklingen af batteriteknologi, der gør det muligt at lagre overskudsenergi udvundet fra sol og vind.

Temaer som Industri 4.0, 3D-teknologi, automation og bæredygtighed var i højsædet, da arrangørerne bag hi Tech & Industry Scandinavia 2019 torsdag var vært ved et kick-off-arrangement hos Ingeniørforeningen, IDA på Kalvebod Brygge i København.

Dagens gæster blev budt velkomne af administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen, der lagde ud med at fortælle om den store udvikling, som hi-messen har gennemgået siden etableringen i 1963. Dengang var begreber som automatisering, digitalisering og globalisering ukendte begreber, men ligesom udstillernes brancher har udviklet sig, har hi-messen også flyttet sig – og i år er messen i endnu højere grad blevet udviklet i et miks af tradition og fornyelse, understregede Georg Sørensen.

En bred industri med stort potentiale
Herefter gav Jørgen Stenberg, administrerende direktør i Hans Følgaard A/S og formand for messekomitéen, et indblik i industriens – og dermed også hi-messens – store spændvidde. Udstillerne repræsenterer brancher og sektorer, der tæller alt fra automation og robotter over værktøj, svejsning og produktionsudstyr til intern logistik og underleverandører.

Ordet blev efterfølgende givet til administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, der gjorde gæsterne klogere på tendenserne i dansk industri. Brian Mikkelsen havde generelt store roser til overs for de danske virksomheder, hvis produkter og know-how ifølge erhvervsdirektøren er i høj kurs i resten af verden. Potentialet er dog endnu større, fastslog han:

- Kombinationen mellem teknologi og bæredygtighed rummer et enormt potentiale for dansk erhvervsliv. Vi er så langt fremme, at her er en reel mulighed for, at Danmark kan gøre en positiv forskel i verden, sagde Brian Mikkelsen, der tilføjede, at han anser hi-messen som en rigtig god anledning til at samle, fremvise og fejre Danmarks levende marked for nye varer og viden. 

Stærke events
Foruden de mange udstillere byder hi Tech & Industry Scandinavia på et rekordstort aktivitetsprogram med en række spændende nyheder, som torsdag blev præsenteret af projektchef i MCH Mona Jakobsen. Besøgende kan blandt andet glæde sig til at opleve 3D TECH, The Smart Company med DIAP som guldpartner samt området Production Denmark, hvor værtsrollen skifter mellem DIRA - Dansk Robot Netværk 1. oktober og innovationsnetværket RoboCluster 2. oktober. 

Derudover kan besøgende se frem til de tre tilbagevendende begivenheder International FOOD Contest (IFC) 1.-3. oktober, Wind Energy Denmark 1. oktober og Technomania 2.-3. oktober. Til kick-off-arrangementet gennemgik Anders Mika Dalegaard, medlems- og eventansvarlig i vindmølleindustrien, Lene Christensen, områdedirektør i IDA, samt Lars Johannes Nielsen, seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer, hver især indholdet af de tre events. Tiltagene rummer fremtidsorienterede udstillinger, workshops og konferencer, mens IFC præsenterer fødevareerhvervets mangfoldighed. Samtidig er den samlede svejsebranche repræsenteret under titlen ”Bliv en vinder i metalbranchen” og inviterer til flere talkshows.

Hæderspriser
hi Tech & Industry Scandinavia 2019 byder også på to prisoverrækkelser. DIRA – Dansk Robot Netværk uddeler på messens åbningsdag Automatiseringsprisen 2019, og som noget nyt kan besøgende samme dag glæde sig til at overvære overrækkelsen af hi-messens nystiftede bæredygtighedspris, hi Sustainable Development Award. Prisen hædrer virksomheder, der gør en forskel for bæredygtig udvikling. Med prisen følger 50.000 kr.

De nominerede til hi Award’en blev til kick-off-arrangementet afsløret af Carl Aage Dahl, administrerende direktør i IDA, og ses i faktaboksen til højre.

hi Tech & Industry Scandinavia 2019 finder sted 1.-3. oktober i MCH Messecenter Herning.


Se flere billeder