22-04-2018  - MCH Presse

Stor købelyst på forårets Outlet-Messe

Stor købelyst på forårets Outlet-Messe

Foto: MCH/Tony Brøchner

Flere tusind besøgende på weekendens Outlet-Messe i MCH Messecenter Herning hjembragte fyldte poser med gode fund af høj kvalitet til stærke tilbudspriser.

De jyske forårsgarderober er blevet opdateret og hjemmene forsynet med nyt interiør efter Outlet-Messen i MCH Messecenter Herning i weekenden.

Med over 130 udstillere var der masser af tilbud at gå på forårsjagt imellem – og der blev handlet tøj, sko, solbriller, høretelefoner, løbetøj, golfudstyr, udendørs legetøj og meget andet til den helt store guldmedalje. Midtjyderne er nu klar til at gå foråret og sommeren i møde med nyt til garderoben og leg i haven.

Hos MCH Messecenter Herning glæder man sig over en vellykket weekend med god stemning og stor købelyst:

- Det er en stor fornøjelse at arrangere en messe, hvor over 130 udstillere møder op med et væld af gode tilbud på hylderne, og hvor de besøgende gang på gang kommer og gør så mange gode handler. Vi glæder os over, at udstillerne meldte om shoppingfeber både lørdag og søndag, og allerede nu ser frem til efterårets messe, fortæller projektchef Anders Ladefoged Mortensen.

God stemning og købelystne besøgende

På de forskellige stande havde udstillerne hænderne fulde med at servicere de mange købelystne besøgende. En af dem var Mette Petersen, indehaver af Azuritten, som endnu en gang havde en stand fyldt med luksus boheme-tøj i lyse farver og forårsstemning:

- Vi har haft rigtig travlt. Især lørdag var en kanon dag. Jeg var naglet til kassen i fire timer, fordi der var så mange kunder. Det er altid en god oplevelse at komme til Herning, og vi glæder os til at komme tilbage i efteråret, siger Mette Pedersen. 

Købelysten hos de besøgende kunne også mærkes i afdelingen for bolig og livsstil, hvor Brinck Isenkram fra Hillerød var med for tredje gang i træk:

- Det er altid en god oplevelse at være på Outlet-Messen. Det er tydeligt at mærke, at folk er her for at købe kvalitetsprodukter til gode priser. Lørdag var der rigtig mange mennesker. Der var kø ned langs hele standen, fortæller Joachim Brinck, indehaver Brinck Isenkram.

11.547 købeglade besøgende på weekendens Outlet-Messe fik fornyet garderoben med et væld af gode fund i MCH Messecenter Herning.

Outlet-Messen er landets største af sin art og fyldte i weekenden tre af MCH Messecenter Hernings haller med alt fra tøj og sko til legetøj og golfudstyr.

Outlet-Messen vender tilbage med nye, fantastiske tilbud til efteråret, hvor dørene åbner til endnu et shoppemekka i weekenden 29. – 30. september 2018 i MCH Messecenter Herning.