EOT
EOT - Electronics of Tomorrow afholdes i MCH Messecenter Herning i dagene 31. oktober til 2. november 2017.
EOT henvender sig til udstillere inden for elektronikbranchen, og skal være et attraktivt og interessant mødested for en bred skare af eksempelvis ingeniører, teknikere, udviklingsfolk, maskinbyggere og indkøbere, som kan blive inspireret til nye løsninger og udviklingspotentialer inden for deres respektive brancher.
Med 54 spændende virksomheder på udstillerlisten og flere inspirerende keynote speakere på programmet kan den nyudviklede elektronikmesse EOT glæde sig over en god modtagelse fra branchen. Med fremtidens elektronik som omdrejningspunktet byder EOT besøgende indenfor i MCH Messecenter Herning med et nytænkt bud på et event, hvor konferencer, netværk og udstilling går op i en højere enhed med vækst, udvikling og innovation som den røde tråd. Én af de udstillere, der står klar, når messen åbner 31. oktober, er elektronikleverandøren Texim Europe, som hilser EOT velkommen:
- Markedet har ændret sig radikalt fra rene elektronikkomponenter til færdige løsninger, hvor antallet af udviklingshuse og underleverandører stiger, og tilvæksten af nye kunder kommer fra andre brancher. Den udvikling kræver konstant nytænkning, og derfor har branchen behov for denne helt nye messe, siger Jeff Mankvard, nordisk salgsdirektør for Texim Europe, og tilføjer:
- EOT får et mere internationalt tilsnit og byder på den nytænkning, som branchen har efterspurgt. Derfor bakker Texim 100 procent op om EOT og det nye koncept, der forhåbentlig vil gøre EOT til en af de toneangivende messer i Nordeuropa.
Stærkt konferenceprogram
På konferencesiden mærker EOT også flot opbakning fra branchen, og de besøgende kan således se frem til at hente ny viden om alt fra konkret implementering af fremtidens teknologier til smart city-initiativer. Dette bliver blandt andre fra den anerkendte forfatter og foredragsholder Clive "Max" Maxfield fra USA, der som chefredaktør på embedded.com vil fortælle mere om, hvordan fremtidens teknologier bliver implementeret i den næste generation af produkter i elektronikindustrien, og hvilke muligheder det giver i slutprodukterne.
Bo Fristed, chief innovation officer i Aarhus Kommune, som er én af de førende kommuner i Europa inden for smart cities, vil på EOT fortælle om arbejdet med smart city-initiativer i Aarhus Kommune og det væld af muligheder, teknologierne giver. Aarhus Kommune arbejder blandt andet ud fra en bruttoliste på 150 idéer og løsninger, som skal implementeres i kommunen, hvortil de søger både udviklere og leverandører.
Direktør i Vækstfonden, Christian Motzfeldt, vil give guldkorn til, hvordan man på den internationale bane kan få kontakt til de rigtige kompetencer - både teknisk og kommercielt - og her vil han blandt andet fortælle mere om det netop oprettede "Denmark Bridge"-program med direkte link til Silicon Valley.
Konferenceprogrammet vil løbende blive udvidet, og besøgende kan således se frem til 40 inspirerende indlæg med speakere fra ind- og udland inden for emnerne Internet of Things, Start-ups & Funding, Supply Chain, Business models, Security og Wireless & Cloud.
Konferenceprogrammet på EOT arrangeres i samarbejde med Ingeniørforeningen IDA, PE Elektronik, DI Digital, Indesmatech, Nohau Danmark og Develco Products.
- Vi er stolte over den opbakning, som konceptet har modtaget i branchen, og vi glæder os til at byde både udstillere, speakere og besøgende velkomne til tre dage med oplevelser, networking og fokus på fremtidens løsninger i branchen, siger Mona Jakobsen, projektchef i MCH, der arrangerer EOT - Electronics of Tomorrow.