Forventningsglæden var til at tage og føle på, da arrangørerne bag hi Tech & Industry Scandinavia onsdag 25. august var vært ved Presse Kick-off hos Ingeniørforeningen, IDA i København. Her var journalister, samarbejdspartnere og udstillere samlet for at høre seneste nyt fra den store teknologi- og industrimesse, der finder sted 5.-7. oktober i MCH Messecenter Herning.
Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen bød velkommen og lagde ud med at konkludere, at trods måneders nedlukning - eller måske netop som resultat deraf - er det personlige møde og den fysiske kundekontakt i højere kurs end nogensinde før. Det blev understøttet af videointerviews fra MCH’s første messe siden corona-nedlukningen, interiør- og designmessen Formland, der 19.-22. august tiltrak over 10.000 besøgende. Glade udstillere tonede frem på storskærmen én efter én, og fællesnævneren for deres udtalelser: En begejstring over igen at kunne mødes med kunder og partnere ansigt til ansigt.
- Gennem de seneste 17 måneder har det personlige møde været begrænset til at foregå digitalt, men det personlige møde må aldrig gå af mode. Og som vi kunne høre og mærke i videoen er det måske mere moderne end nogensinde før. Det skal vi værne om, og vi glæder os rigtig meget til oktober og til at få mulighed for at sætte både den personlige og faglige ramme for udstillere, besøgende og for pressen. Vi glæder os til at samle branchen og ses igen, sagde Georg Sørensen.
Vidensdeling i verdensklasse
Jørgen Stenberg, administrerende direktør i Hans Følsgaard A/S og formand for messekomitéen, gav efterfølgende et nærmere indblik i de store konsekvenser, som covid-19 har haft på tværs af sektorer og på tværs af landegrænser. Hans konklusion var dog også klar:
- Onlinemøderne bliver en del af fremtiden, men sådan et møde kan ikke stå alene, uden at der først er etableret en relation. Opbygning af relationer er kernen i vores forretninger, og det skal vi holde fast i sammen med tillid og løsninger. Det kan messen være med til at give, og der er mange gode ting på programmet, sagde Jørgen Stenberg.
Komitéformanden opfordrede gæsterne til at holde godt fast i armlænet, inden messens store aktivitetsprogram blev foldet ud af projektchef Mona Jakobsen. Stærke events fylder traditionen tro programmet, og de besøgende kan blandt andet se frem til at blive klogere på bæredygtighed, som ifølge projektchefen bliver et gennemgående tema på messen. Det kan eksempelvis opleves ved den nyetablerede Eksportkonference samt de to premierer fra seneste hi-messe The Smart Company og 3D Tech.
Samtidig kan der hentes topklasse viden og inspiration fra eventområderne Wind Energy Denmark 5. oktober, Technomania 6.-7. oktober og International FOOD Contest (IFC), der strækker sig over hele messen. Ved dagens kick-off-arrangement blev de tre events præsenteret af Anders Mika Dalegaard, medlems- og eventansvarlig i vindmølleindustrien, Lene Christensen, områdedirektør i IDA, samt Lars Johannes Nielsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer. Tiltagene byder på alt fra konferencer og særudstillinger til workshops og netværksmøder, mens IFC samtidig præsenterer mejerierhvervets mangfoldighed og byder på den internationale konference IFC Water Congress.
Fire innovative finalister til bæredygtighedspris
Ved onsdagens arrangement blev de nominerede til hi Sustainable Development Award også afsløret. Bæredygtighedsprisen er sponsoreret af Fremstillingsindustrien og Dansk Industri, og de fire finalister blev præsenteret af Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, IDA, og Jacob Kjeldsen, chef for Fremstillingsindustrien.
De fire finalister er:
- Insatech for udviklingen af en unik teknologi, der renser forurenet drikkevand nemt, billigt og miljøvenligt – bogstaveligt talt med lysets hast via UV-lys.
- Siemens Gamesa for i fællesskab med lokale partnere at have etableret verdens første og største brintanlæg: ’Brande brint’, der kan bidrage til at omstille den tunge transport fra sort til grøn.
- InnoCELL for udviklingen af en superkondensator, der kan lagre store mængder energi fra bæredygtige kilder som sol og vind, ligesom den har en markant længere levetid end traditionelle batteriløsninger.
- Lyras for at skabe en enestående og effektiv metode til kold-pasteurisering, der reducerer energiforbruget med hele 90 % og vandforbruget med ikke mindre end 60 %.