11-04-2019  - MCH Presse

Store spændstige muskler og veltrænede kroppe vises frem i Herning

Store spændstige muskler og veltrænede kroppe vises frem i Herning

Foto: Dansk Bodybuilding og Fitness Forbund (DBFF).

Toptrænede kroppe og glinsende muskler vises frem i påskeferien, når Dansk Bodybuilding og Fitness Forbund (DBFF) afholder Newcomers 2019 i MCH Herning Kongrescenter 20.-21. april.

Påsken byder endnu en gang på spændende konkurrencer samt flotte mande- og kvindekroppe i rette posering, når Danmarks bedste upcoming atleter inden for Bodybuilding og Fitness indtager podiet i MCH Herning Kongrescenter til DBFF's debutantstævne (Newcomers 2019) 20.-21. april.

I løbet af weekenden vil omkring 250 toptrænede debutanter fra hele Danmark folde sig ud på scenen og konkurrere inden for bodybuilding samt body- og bikinifitness i den hårde kamp om de få pladser til danmarksmesterskaberne i Bodybuilding og Fitness.

Gratis messe for alle fitnessinteresserede
Sideløbende med konkurrencerne er der traditionen tro en gratis fitnessmesse, hvor besøgende kan gå på opdagelse blandt Danmarks største udbydere af kosttilskud, fitnesstøj og -udstyr. Der er samtidig mulighed for at blive inspireret af, hvad der rører sig på markedet, de nyeste trends samt gøre et godt køb blandt messens mange tilbud.

DBFF - Debutantstævne 2019 finder sted i MCH Herning Kongrescenter i weekenden 20.-21. april. Billetter kan købes på mch.dk.