29-03-2019  - MCH Presse

Succesen gentages: Icehorse Festival kommer til Herning igen

Succesen gentages: Icehorse Festival kommer til Herning igen

Foto: Sofie Lahtinen Carlsson.

Oplev en fantastisk festival, når verdens største indendørsstævne for islandske heste igen afholdes i MCH Messecenter Herning.

Fakta

  • De islandske heste er efterkommere af de heste, vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i det niende og tiende århundrede. Det barske klima på Island formede igennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race.
  • Racen, der bl.a. er kendt for den særlige, firtaktede gangart tölt, nyder stor fremgang, og der findes nu cirka 40.000 islandske heste i Danmark.
  • Icehorse Festival er verdens største indendørs World Ranking-stævne. Her rangeres rytterne, og placeringen har også betydning for hestenes værdi.
  • Knapt en tredjedel af rytterne til Icehorse Festival kommer fra udlandet.

En perlerække af imponerende konkurrencer, opvisning i dansende gangarter og kunstneriske indslag står i kø, når Icehorse Festival finder sted i MCH Messecenter Herning 4.-7. april. Festivalen, der fejrer den islandske hesterace, blev afholdt for første gang i 2018, og med cirka 10.000 besøgende blev det så stor en succes, at arrangøren har valgt at afholde festivalen igen i år.

Icehorse Festival er det største indendørs WRL-stævne (World Ranking List, red.) for islandsheste i verden. Flere end 250 heste og ryttere fra hele verden vil konkurrere i løbet af festivalens fire dage. Det foregår i hal M i MCH, som er det eneste sted i Danmark, der er stort nok til at bygge den ovale bane, der skal bruges til konkurrencerne.

Shopping, foredrag, hestebiograf og imponerende hingsteshow 
Udover verdensranglisteplaceringerne byder arrangementet på masser af andet godt - i bedste festival-stil. Rytterne kan deltage i sportsklasser, futurity tölt, rytter-yoga og rytter-rytmik samt høre foredrag om fodring, ridestier, reproduktionsteknik og meget mere.

Tilskuerne kan følge sportsekvipagerne gennem udtagelserne, shoppe udstyr hos de 53 udstillere, gyse med ved finalerne, se imponerende hingsteshow, opleve medrivende musikalske indslag samt se historiske film om islandske heste i hestebiografen.

Rasmus Møller Jensen, som er professionel rytter og har været på landsholdet siden 1995, er medarrangør af Icehorse Festival. Han ser frem til den anden version af festivalen.

- Ordet 'festival' dækker arrangementet meget godt. Der er messestemning samtidig med konkurrencer fra morgen til aften, ja, underholdning hele dagen i fire dage med udgangspunkt i begejstringen for islandsk hest, siger Rasmus Møller Jensen, som håber, at mange borgere i Herning og omegn har lyst til at kigge forbi.

Ifølge ham er det særlige ved den islandske hesterace, at den omfavner både bredden og eliten. Den kan både være en god familiehest og en topsportshest.

- Og så er der en social side omkring det at have islandske heste, en fællesskabsfølelse, der også var meget tydelig ved den første Icehorse Festival, hvilket nok også er grunden til, at vi kan tiltrække så stort et publikum, siger Rasmus Møller Jensen, hvis forældre var pionérer i forhold til at introducere den islandske hest i Danmark, og han har dermed fået interessen ind med modermælken.

I MCH ser man frem til atter at byde inden for til Icehorse Festival.

- Premieren på Icehorse Festival i 2018 gik over al forventning. Arrangøren ønskede at skabe en folkefest for alle i miljøet omkring den islandske hest. Det lykkedes, og vi ønsker alle en rigtig god festival igen i år, siger projektchef i MHC Anders L. Mortensen.

Icehorse Festival finder sted i MCH Messecenter Herning 4.-7. april. Læs mere og find festivalprogrammet på icehorsefestival.com