Aftenens første bølgegang gik henover lægterne i Jyske Bank Boxen, da ishockeymaskotten Duckly satte festen i gang allerede inden kampstart, og de mange danske fans var dermed varmet op til at tage i mod de danske ishockeydrenge, der løb på isen til stående klapsalver.
Efter en intens start scorede Andris Dzerins kampens første mål halvvejs i første periode og satte Letland foran 1-0 til stor jubel for de lettiske fans. Med en spændende anden og tredje periode, der bød på uttalige skudforsøg på det lettiske mål og stor opbakning fra de rød-hvide fans på stolerækkerne, lykkedes det dog ikke Danmark at få pucken i mål, og kvartfinalepladsen gik dermed til Letland. Sejrsrusen blandt de lettiske fans var ikke til at tage fejl af, og kvartfinalepladsen blev fejret med trommeslag, flag, sang og dans.
Prisen som kampens bedste spiller gik til Guntis Galvins (LAT) og Frederik Andersen (DEN). Hertil blev Danmarks tre bedste spillere i VM-perioden kåret og gik til Frederik Andersen, Frans Nielsen og Jesper Jensen Aabo.
Tirsdag dannede Jyske Bank Boxen også ramme om kampen mellem Finland og USA, hvor Finland sikrede sig førstepladsen i gruppe B med en 6-2 sejr over USA samt kampen mellem Canada og Tyskland, der endte 3-0.
Efter dagens kampe blev alle otte kvartfinalister fundet og programmet for de fire kvartfinaler, der spilles i Herning og København torsdag 17. maj blev dermed sat. Mens Sverige og Letland samt Rusland og Canada skal møde hinanden i København, ser man i Jyske Bank Boxen frem til at lægge is til kampene mellem Finland og Schweiz samt Tjekkiet og USA.
Forrygende folkefest i Fanzonen
Også i dag stod solen højt i den 10.000 kvadratmeter store Fanzone, hvor det atter emmede af ægte folkefest. Blandt de mange gæster der strømmede til, var festen godt i gang både før, under og efter dagens kampe og der blev både hygget og skålet til den helt store guldmedalje.
Fanzonen er lukket onsdag 16. maj, men åbner igen torsdag 17. maj, hvor der er mulighed for at tilslutte sig ishockeyfesten i Herning for sidste gang.
Følg med og hold dig opdateret på de sociale medier:
Jyske Bank Boxens Facebook-side
IIHF Ishockey VM's Facebook-side
#jyskebankboxen
#iihfworlds
#denmark18