31-08-2021  - MCH Presse

The Minds of 99 indtager Jyske Bank Boxen

The Minds of 99 indtager Jyske Bank Boxen

The Minds of 99 gæster Herning til en storslået koncert i Jyske Bank Boxen torsdag 27. januar 2022. Foto: Live Nation.

Torsdag 27. januar 2022 kan publikum igen glæde sig til at skråle, klappe, hoppe, danse, mærke bassen og suset, når et af Danmarks største navne, The Minds of 99, fyrer op under livemusikken i Jyske Bank Boxen.

De står bag kæmpehits som 'Hurtige hænder', 'Stjerner på himlen', 'Alle skuffer over tid' og 'Som Fluer' - og de har opbygget en status som et af landets største navne. Torsdag 27. januar 2022 giver The Minds of 99 koncert i Jyske Bank Boxen som en del af succesbandets nye tour 'Infinity Action tour'.

The Minds of 99 har, med sine talrige ørehængere, energiske liveoptræden og evne til at skabe mindeværdige koncertoplevelser, markeret sig som en af landets absolutte livefavoritter. Femmandsbandets popularitet skinner også tydeligt igennem med sin seneste udsolgte koncert i Parken om få dage - det er nemlig kun sket én gang tidligere, at et dansk band har fyldt fodbold-nationalarenaen.

Men to år er nu gået siden, The Minds of 99 sidst optrådte live på scenen som følge af coronapandemien - og det storhittende band ser derfor ekstra meget frem til at hylde livemusikken sammen med publikum, når de indtager scenen.

- Vi har som band været vant til at spille utrolig meget alle de år, vi har eksisteret. Nu har vi ikke spillet i to år. Vi savner vores publikum helt sindssygt meget. Det er live, vores musik lever allermest, og det er dér, sangene for alvor giver mening. Udover det så skal livemusikken som helhed i gang igen, og det vil vi gerne være med til. Vi savner landevejen utroligt meget, udtaler forsanger Niels Brandt. 

Billetsalget til The Minds of 99-koncerten i Jyske Bank Boxen begynder fredag 3. september 2021 kl. 10.00. Læs mere her.

Flere koncertoplevelser på plakaten i Herning
Mens publikum kan glæde sig til at skyde nytåret ind med et brag af en koncert i Jyske Bank Boxen, er der rig mulighed for at få stillet koncertsulten i MCH.

Efteråret i MCH Herning Kongrescenter byder på et stjernespækket program med alt fra blød pop, elektropop og rock, når blandt andre Absolute Bass, Poul Krebs, Jonah Blacksmith samt populære tribute bands som Queen Machine, A Tribute to Dire Straits og Brit Floyd bringer kæmpehits til Herning.

I 2022 kan man i Jyske Bank Boxen, foruden The Minds of 99-koncerten, også opleve Andrea Bocelli, Kashmir og André Rieu.

MCH oplever stor efterspørgsel på koncerterne, og flere er tæt på at være udsolgt.

Læs mere om koncerterne her.