Den første fredag i februar vajer startflaget for en weekend med action, brølende motorer, stunts og vovemod, når Yamaha SuperCross & Freestyle Show og Motorshow sætter i højeste gear og samler motorinteresserede i alle aldre i henholdsvis Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning.
Verdenspremiere og vovemod
Det bliver hæsblæsende, imponerende og gys-fremkaldende, når Yamaha SuperCross & Freestyle Show blænder op for motorsportens vovehalse, der fremviser motorakrobatik i et storstilet show i Jyske Bank Boxen 4. og 5. februar.
Som vanligt er det verdenstoppens kørere, der viser deres tekniske kunnen og tæmmer de vilde motorcykler. Blandt kørerne er lokaltalentet og 'Danmark har talent'-vinderen Alex Porsing, der sørger for verdenspremiere på et nyt, vildt stunt. Også Europas hurtigste kører, franskmanden Cedric Soubeyras, stiller til start, ligesom Mathias Tang, Marcus René Pedersen, Magnus Smith og Kim Sørensen holder parat i startblokken.
Det er 27. gang, at Yamaha SuperCross & Freestyle Show ræser ud over rampen i Jyske Bank Boxen. Selvom der ikke er tale om et jubilæum, har årets show særlig stor betydning for arrangør Lars Green efter 2021-aflysningen:
- Efter den ærgerlige, men nødvendige aflysning sidste år glæder vi os om muligt endnu mere til at byde SuperCross-publikummet velkommen tilbage i Jyske Bank Boxen. Vi har nye, vanvittige tiltag på programmet, som helt sikkert vil få publikum op af sæderne, og vi ser sådan frem til at give motorsportsinteresserede i alle aldre en oplevelse, de sent vil glemme, siger Lars Green, der er indehaver af ASP Event.
Motormesse med det hele
Sideløbende med Yamaha SuperCross & Freestyle Show afholdes motorcykel- og bilmessen Motorshow, der inviterer indenfor til en verden af motoroplevelser i MCH Messecenter Herning 4.-6. februar.
Her vil de mange udstillere stå klar til at møde de besøgende, og den store opbakning er noget, der vækker begejstring hos arrangør Lars Green:
- Efter en svær tid med stor uvished glæder vi os over at mærke den massive opbakning fra udstillerne, der tripper for at komme på messe igen og kunne fremvise deres produkter. Vi ser frem til at fylde hallerne med masser af hestekræfter og give motorinteresserede en fuldendt oplevelse, hvor man kan se, røre og prøve alt, siger Lars Green.
Den 30.000 kvadratmeter store indendørs udstilling byder på special-, racer-, veteran-, el- og rallybiler, de nyeste motorcykelmodeller og alt i udstyr til motorcykel og bil. I og omkring messehallerne og på Landsskuepladsen fyldes yderligere 30.000 kvadratmeter med rally og drifting, ligesom der vil være mulighed for at opleve 'Leoparden' i larmende aktion.
Yamaha SuperCross & Freestyle Show kan opleves i Jyske Bank Boxen 4. og 5. februar, mens Motorshow slår dørene op i MCH Messecenter Herning 4.-6. februar. Billetter kan købes via mch.dk.