18-03-2019  - MCH Presse

Transportministeren åbner rekordstor Transport 2019

Transportministeren åbner rekordstor Transport 2019

Transport 2019 afholdes 21.-23. marts 2019. Foto: MCH/Tony Brøchner

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen foretager den officielle åbning af Transport 2019 i MCH Messecenter Herning torsdag 21. marts 2019. Messen bliver den største nogensinde.

Når transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen på torsdag erklærer Transport 2019 for åben, bliver det til en rekordstor transportmesse. Fra torsdag til og med lørdag vil 375 udstillere fra 13 lande fremvise både nutidens og fremtidens transportbranche, når hele branchen, fra lastbil-, bus- og varebilsimportører til trailer-, IT- og værkstedsleverandører, samles til tre dage med fokus på netværk, faglighed og viden i MCH Messecenter Herning.

Hele branchen bakker op
De besøgende kan se frem til at opleve en samlet branche, hvor blandt andet samtlige lastbilimportører udstiller.

- Opbakningen til Transport 2019 er massiv, og det glæder os, at hele branchen bakker op, så Transport 2019 bliver den største udgave nogensinde. De mange udstillere er i disse dage i fuld gang med forberedelserne i hallerne, og de besøgende kan glæde sig til tre dage med en bred vifte af aktiviteter, hvor man både kan sparke dæk og hente høj faglig viden på blandt andet konferencerne og i det nye innovationsområde. Derudover medtager udstillerne selvfølgelig en masse spændende produkter og nyheder, siger Nikolaj Jørgensen, projektleder for Transport 2019.

Spækket med aktiviteter
De 375 udstillere fylder 14 haller i MCH Messecenter Herning, og de besøgende kan desuden se frem til rekordmange aktiviteter. Heriblandt vil der på Transport 2019 være et nyt innovationsområde med bl.a. droner og en selvkørende bus, hvor transportbranchens nyeste udviklingstrends kan opleves. Til konferencen Grøn Transport kan kommuner, private transportvirksomheder og busoperatører få et overblik over udbuddet af grønne køretøjer fra danske importører af lastbiler og busser, mens Danske Speditører afholder konferencen Logistik 2019 med en række foredragsholdere samt et udstillingsområde på åbningsdagen for Transport 2019.

Årets transportmesse byder også på kåringer af blandt andet Årets Opbygning, Årets Chauffør, Årets Varebil og finalister til Årets Transportvirksomhed 2019. Også DM for Chaufførlærlinge og DM for Lagerlærlinge afholdes under Transport 2019. Desuden kan besøgende opleve aktiviteter som Lastbiler for Børn, Show Trucks, Danmarks Sikreste Lastbil, Scania Driver Competitions og se RC Trucks og veteranlastbiler og meget mere.

Transport 2019 afholdes 21.-23. marts 2019 og arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med ATL - Transportens arbejdsgivere, AutoBranchen Danmark, Dansk PersonTransport, Danske Speditører, De Danske Bilimportører, DI Transport, DTL - Danske Vognmænd, Foreningen af Vognimportører i Danmark, ITD og 3F Transportgruppen.

Udstillere på Transport
2019: 375
2017: 325
2015: 247