Replikkerne sad på rygraden, kostumer og scenografi var parat, og harmonierne i det populære titelnummer '9 to 5' sad i skabet. Samtidig satte covid-19 sit mærkbare aftryk på samfundet op mod premieredagen, og MCH Musical besluttede at tage konsekvensen og flytte forestillingen til foråret 2021 med premiere fredag 9. april.
Udsættelsen har heldigvis ikke været en hindring for det hold, der var sat, og det betyder, at Michael Carøe også er på rollelisten som den sexistiske Mr. Hart i 2021, ligesom også Sara Gadborg, Regina Sloth og Mona Britt Nykjær optræder i rollerne som henholdsvis Doralee (Dolly Parton), Judy og Violet. Sara Gadborg deler dog rollen som Doralee med Maria Skuladottir, som er kendt fra en række store roller på Fredericia Teater.
- Vi er enormt taknemmelige over den opbakning, vi har mødt i forbindelse med udsættelsen af '9 to 5'. De medvirkende har prioriteret musicalen og har strakt sig langt for at medvirke. Og så er vi enormt taknemmelige for, at langt størstedelen af billetkøberne har valgt at beholde billetterne til 2021. Der er behov for, at man bakker op om den lokale musical i de her tider, udtaler projektleder i MCH Musical Rasmus Steenberg.
Holdet kører med fornyet styrke
Syv medvirkende i ensemblet og biroller kunne desværre ikke medvirke i 2021, men MCH Musical har fundet syv talenter, som kan udfylde de roller. Flere af dem er kendte ansigter i MCH Musical, blandt andre Kenny Duerlund, der spillede Che i MCH's opsætning af 'Evita', og som også deltog i Melodi Grand Prix 2020.
- Holdet er helt på plads, og når vi atter tager arbejdshandskerne på i det nye år, fortsætter vi, hvor vi slap og arbejder videre med det, der allerede er velproduceret og med stærke, nye folk på holdet. Vi kører med fornyet styrke, og holdet glæder sig. Desuden er musicalens tema blevet endnu mere aktuelt på grund af den fornyede MeToo-debat, der er dukket op mange steder i samfundet, siger Rasmus Steenberg.
Entertaineren Michael Carøe, der med '9 to 5' gør comeback i musical-regi, glæder sig til langt om længe at kunne spille selvoptaget og sexistisk kontorchef på scenen i Herning:
- Jeg ved, at hele holdet har gjort alt for at være med i forestillingen i 2021, og det er heldigvis lykkedes for de fleste. Vi var så tæt på mål, så alle trænger til at få den storartede musical, vi var i gang med at skabe, ud af kroppen - og ud til publikum. Så det er glædeligt, at de fleste billetkøbere har flyttet deres billet til næste år", siger Michael Carøe.
'9 to 5' spiller i perioden 9. april til 1. maj 2021 i MCH Herning Kongrescenter. Billetter kan købes via mch.dk.