Nephew
Nephew består af det seks mand store kollektiv i form af Simon Kvamm og Marie Højlund på vokal, Kristian Riis på guitar, Kasper Thoustrup på bas, Søren Arnholt på trommer og den lokale Sunds-dreng René Munk Thalund på keyboard.
Sætliste
- New Year’s Morning
- Igen & Igen &
- Grundvold
- Byens Hotel
- Superliga
- Den Blå Anemone
- First Blood Harddisk
- Science Fiction & Familien/Allein, Alene
- (Klaver-medley)
- Gå Med Dig
- Movie Klip
- Tropper
- Va Fangool
- Dronning Margrethe
- 007 Is Also Gonna Die
- Rejsekammerater feat. Nik & Jay
- Hjertestarter
Ekstranumre:
- Sig Månen Langsomt Hæver
- Police Bells & Church Sirens
- Amsterdam
På præcist samme dato, blot for fem år siden, indtog Nephew for første gang Jyske Bank Boxen. Fredag aften var det populære rockband tilbage – denne gang med dobbelt så mange fans foran scenen. 15.000 publikummer havde sikret sig billet til koncerten, der blev udsolgt på få timer, og allerede fra første færd var der dømt overraskelser. Søren Huss startede festen med en keyboardsolo, hvor publikum via storskærm blev inviteret til at synge fællessang til Jakob Knudsen-salmen ”Se, Nu Stiger Solen Af Havets Skød”, inden Nephew løb på scenen.
- Så står vi her fandme! Det er et år siden, at vi udsendte invitationer til den her fest. Og I var så hurtige til at købe dem alle sammen. Nøj, hvor har vi glædet os. Og jeg tror aldrig, at Nephew har sigtet frem mod en dato, som vi har sigtet frem mod den 5. oktober i Jyske Bank Boxen i Herning, fortalte Simon Kvamm til vild jubel fra publikum i Jyske Bank Boxen.
- Det er klubben, der er samlet. Nephew United – som vi alle sammen er medlem af.
Hyldest til Kim Larsen
Nephew lagde stærkt fra land med ”New Years Morning, ”Igen & Igen &” og ”Grundvold”, før aftenens fjerde nummer blev dedikeret til en af Danmarks største sangskatte:
- Herhjemme er der måske én person, der fortjener titlen sangskat. Er der nogen, der har lavet så meget musik, som bliver sunget af så mange af os, at det kan fylde en skattekiste, så er det Kim Larsen. Derfor vil vi i Nephew gerne donere Byens Hotel, endnu mere end den altid har været, til Kim, sagde Simon Kvamm, og slog tonerne an til ”Byens Hotel”.
Til sidst i sangen tonede et stort foto af Kim Larsen frem på den enorme storskærm, der prydede hele endevæggen i Jyske Bank Boxen.
- Hvil i fred, sagde Simon Kvamm og tilføjede:
- Jeg tror, at det er i Kim Larsens ånd at sige SKÅL!
Hyldesten blev fulgt op af superhittet ”Superliga” fra 2004-albummet USADSB til en taktfast klappende Jyske Bank Boxen.
En sand hitparade
Med et bagkatalog, der tæller det ene superhit efter det andet, kan det være svært at vælge til og fra, når man stykker en sætliste sammen. Ikke desto mindre havde Nephew været en tur i arkivet og gavmildt fundet hits som ”Movie Klip” fra 2004-albummet USADSB, ”First Blood Harddisk” fra 2006-albummet Interkom Kom Ind, ”007 Is Also Gonna Die” og ”Va Fangool!” fra 2009-albummet DanmarkDenmark samt ”Hjertestarter” og ”Gå Med Dig” fra Hjertestarter-albummet fra 2012; alt sammen til vild jubel fra deres fans. Med et helt nyt album på gaden, som udkom i sidste uge, var det dog også oplagt at gøre lidt reklame for dette. Aftenen bød derfor også på flere numre fra det nye Ring-I-Ring-album.
- Jeg håber, at I har det okay til den her klubfest. Jeg tror i hvert fald godt, at jeg kan sige på drengenes vegne, at det er helt okay at spille for jer. Føj for helved, hvor er det fedt, lød det fra Simon Kvamm.
Selv aftenens siddende publikummer havde svært ved at blive siddende, og da Simon Kvamm & Co. rykkede ud på en lille, intim scene placeret midt blandt publikum og leverede et medley af deres største hits, blev der vild jubel, da man pludseligt kunne høre Nik & Jay synge med i baggrunden. Ingen kunne dog se dem, og publikum sad derfor tilbage med tanken om, hvor vidt popduoen virkeligt var tilstede i Jyske Bank Boxen?
Nik & Jay var rejsekammerater
En halv time og flere hits senere fik publikum endeligt svar på deres spørgsmål om, hvor vidt det faktisk var Nik & Jay, man havde hørt et par toner fra under keyboard-medleyet tidligere. Popduoen sprang frem på scenen til endnu et medley og en kæk kommentar fra Simon Kvamm:
- Hva satan! Det er jo Nik & Jay. Og hvem skulle have troet, at vi ville stå her i dag og spille en sang, som vi havde lavet sammen. Når man rejser sammen og følges ad og kigger på hinanden og begynder at respektere hinanden, så begynder man at holde af hinanden, og det handler den her sang om, sagde Simon Kvamm, inden han i fællesskab med Nik & Jay leverede deres nye nummer ”Rejsekammerater”.
Hele den festlige aften blev rundet af med hittet ”Amsterdam”, inden Nephew takkede af efter en forrygende aften.
ANMELDELSER:
Ekstra Bladet: 4 stjerner
Med ’Allein, alene’ pustede Nephew sig helt op, og den feststemte skare overgav sig betingelsesløst til nostalgien. Og fadøllene. De kunne slet ikke få armene ned til tonerne af ekstranummeret ’Police Bells and Church Sirens’, hvor tribunerne skælvede af begejstring.
Herning Folkeblad: 4 stjerner
Fredag aften gav Nephew koncert i Boxen, og det var pudsigt nok nøjagtig fem år siden, at de i 2013 som det første danske band indtog Hernings multiarena. Dengang havde de mægtige »Hjertestarter« i ryggen; denne gang kom de med den nye udgivelse »Ring-i-ring«, der har fået heftig kritik af anmelderne. Det fik dem ikke til at ryste på hånden - vi fik de fleste numre fra det nye album, og det fungerede ind imellem overraskende godt, selv om publikum ikke har haft tid til at lære sangene at kende.
Gaffa: 4 stjerner
Men hold lige et sekund på fadøl og lyssværd! Lynhurtigt udvikler det sig til et større medley af “Hospital”, “T-kryds”, en teaser til Nik & Jays senere bidrag på “Rejsekammerater”, “Mexico Ligger I Spanien”, “Gå Med Dig – hvor Marie Højlund vikarierer for Marie Key – og endelig “Movie Klip”, der genetablerer fornemmelsen af stadionkoncert, da nummeret undervejs skifter fra akustisk til originalversion. Forestil dig Nephews greatest kogt ned og komprimeret til en bouillonterning, der opblødes af publikums fællessang.
Jyllands-Posten: 4 stjerner
(OBS: Artiklen kan kun læses af abonnenter)