Madværkstedets menu var i år mere mangefacetteret end nogensinde - på programmet var kendte kokke som Claus Holm og Michael Museth, fagkonkurrencer som Årets Kok og Årets Tjener samt ikke mindst de rekordmange udstillere og events, henholdsvis 179 og 40. Hertil kom nyheder som VIP-køkkener og ikke færre end ni oplevelseszoner. Hos Valsemøllen er man begejstret for messens nye opbygning og udbyttet af dagene i det hele taget.
- Det har været en rigtig positiv oplevelse - messen har været godt besøgt, de besøgende har været de helt rigtige, og der har været god aktivitet. De nye konceptområder gør det nemt for folk at navigere rundt og finde frem til lige netop den type udstillere, der appellerer til dem - og den vished giver os udstillere en god ro. Vi afholdt en vellykket workshop om vores online bageunivers, ligesom det var en superfed oplevelse at være med Økologisk Landsforening i VIP-køkkenet, hvor vi kom helt i øjenhøjde med de madprofessionelle gæster, konstaterer marketingchef i Valsemøllen Lisbeth Wassmann Hjertebjerg.
Hun er samtidig af den opfattelse, at Madværkstedet med sine fagkonkurrencer og sin branche-samlende natur er en kilde til glæde og entusiasme, stolthed og passion.
Arla Pro: VIP-køkkenet fungerede rigtig godt
De nye VIP-køkkener, der på samme tid tilbyder private dining og produktpræsentationer, blev også indtaget af Arla Pro, som ligeledes udelukkende tager positive erfaringer med derfra.
- Vi var på forhånd gået sammen med nogle andre fødevareleverandører om at invitere kunder ind og demonstrere over for disse, hvordan vores respektive produkter kan anvendes sammen. Gæsterne var et miks af gastronomiske udviklere og indkøbere fra rigtig mange af de store kæder, og det er min klare fornemmelse, at de gik glade og inspirerede herfra. VIP-køkkenet har for os fungeret rigtig godt, og samarbejdet med de andre har gjort, at vi industrileverandører kan gå styrket videre og lave flere sjove ting, hvilket jo bare er fedt, fastslår key account manager i Arla Pro Martin Rosbech.
Han fortæller videre, at Arla Pro i løbet af messen har haft besøg af "vanvittigt mange gode slutbrugere og beslutningstagere".
Messe-debutant: Vi har høstet uvurderlig erfaring
Tidens grønne omstilling var generelt i fokus på årets udgave af Madværkstedet, men mest intenst var det tilfældet i oplevelseszonen Grønt & Plantebaseret. Her fandt man blandt mange andre messe-debutanten Veganfood, der tager en masse positive inputs med fra messen.
- Vi har haft en rigtig god messe, og vi er blevet taget flot imod af de besøgende. Fremmødet har været stort, og vi har fået rigtig, rigtig mange gode leads. Og at vi i Grønt & Plantebaseret-området har stået sammen med beslægtede virksomheder har gjort, at dem, der kommer ned til os, rent faktisk er interesserede i at høre nærmere. Så det giver rigtig god mening med denne opdeling, og for os som ny har det været positivt at kunne læne os op ad kollegaer og konkurrenter - vi har haft mange givtige dialoger og har høstet uvurderlig erfaring, lyder det fra Veganfood-ejer Ronni Lundegaard.
Også hos medarrangøren MLDK Mærkevareleverandørerne er begejstringen over den netop afsluttede messe stor.
- Stemningen har været i top, Lokomotivværkstedet har oset af kulinariske lækkerier, det har vrimlet med engagerede besøgende, udstillerne har sikret indbydende stande på stribe, og vores ambitiøse række af events har været velbesøgt. I forlængelse af det er vi med al ønskelig tydelighed blevet bekræftet i, at vi satte ind på den rette kurs, da vi besluttede at forfølge en endnu mere eventbaseret messe. Samtidig har messen i år budt på attraktive og veleksekverede fagkonkurrencer, så vi er meget tilfredse, lyder det fra direktør i MLDK Mærkevareleverandørerne Niels Jensen.
Fagkonkurrencerne indbefattede blandt andet Årets Kok og Årets Tjener arrangeret af HORESTA og 3F, der blev vundet af henholdsvis Mikkel Højborg Olsen og Simone Westerberg, begge København.Madværkstedet 2023, der blev arrangeret i et samarbejde mellem MLDK Mærkevareleverandørerne og MCH A/S, fandt sted i Lokomotivværkstedet i København 21.-22. marts og havde 4.132 besøgende. Messen er beslægtet med Nordens største fødevaremesse, Foodexpo i MCH Messecenter Herning. Læs mere hér.