28-10-2021  - MCH Presse

Verdens bedste cykelhold genforenes i Herning

Verdens bedste cykelhold genforenes i Herning

Få et eksklusivt møde med nogle af cykelsportens største stjerner, når Bjarne Riis tager sit mandskab fra Team Saxo Bank med hjem til Herning i et unikt foredrag, guidet af Dennis Ritter, i MCH Herning Kongrescenter 11. maj 2022.

I slutningen af 00’erne dominerede Bjarne Riis’ stjernehold, Team Saxo Bank, den international cykelscene. Og selvom de største ryttere på holdet havde udenlandske pas, kiggede mange danske cykelfans på dem som landsmænd.

Nu – lidt mere end 10 år senere - har Bjarne Riis for første gang genforenet sin gamle kerne af stjerner for at fejre den kommende Tour de France-start, Gran Depart, i Danmark, og publikum kan opleve dem i et unikt foredrag 11. maj 2022 i MCH Herning Kongrescenter – i Bjarne Riis’ hjemby.

I dette eksklusive indblik i Team Saxo Banks oplevelser vil humørbomben og vejkaptajnen, tyske Jens Voigt, tempomaskinen og klassikerkongen fra Schweiz, Fabian Cancellara, og de luxembourgske brødre, klatrerne Andy og Frank Schleck, sammen med den tidligere holdejer sætte lup på nogle af de mest succesfulde år i holdets historie.

Alt det, kameraerne ikke viste os: venskab, fjendskab og meget mere
Mellem sig deler rytterne etapesejre og titler i Tour de France og de andre store etapeløb, OL- og VM-titler og sejre i stort set alle de største endagsløb, monumenter og klassikere. Og alle har de kørt i Tourens gule førertrøje.

Men denne aften vil først og fremmest handle om alt det, som kameraerne ikke fangede og delte med seerne. Om venskaber og fjendskaber og de mange sjove, skøre og tankevækkende anekdoter fra holdbussen, træningslejre og løbshoteller. Fra undervejs i løbene. Fra mandskabets største øjeblikke til de største nedture, kulminerende med de fire rytteres fælles afsked med Bjarne Riis og 'danskerholdet', da de i samlet flok valgte at fortsætte karrieren på et nyt, luxembourgsk mandskab. 

Dansk cyklings stemme, Dennis Ritter fra TV 2, vil guide tilskuerne sikkert igennem denne enestående aften, hvor billeder og tv-klip bliver suppleret af de fem hovedpersoners røverhistorier og erindringer fra holdets storhedstid. Det bliver et eksklusive møde med 'verdens bedste cykelhold' og en minderig aften i MCH Herning Kongrescenter. Læs mere om foredraget og find billetter her.