22-03-2017  - MCH Presse

Verdens bedste skind kåres i MCH

Verdens bedste skind kåres i MCH

Nogle af verdens fineste skind udstilles og bedømmes, når Kopenhagen Fur holder skindudstilling i MCH Messecenter Herning. Foto: Jesper Clausen / Kopenhagen Fur.

Når Kopenhagen Fur holder skindudstilling i MCH Messecenter Herning torsdag den 30. marts til lørdag den 1. april, viser branchen de fineste skind og spændende nyheder inden for pelsmode og minkavl.

  • Kopenhagen Furs Skindudstilling er en international udstilling med bedømmelse og udstilling af skind fra både danske og udenlandske avlere.
  • Kopenhagen Fur er verdens største auktionshus for pels og globalt centrum for handlen med pels. Kopenhagen Fur er et andelsselskab, ejet af de danske minkavlere, som indtager en verdensledende rolle inden for minkavl.
  • I Danmark er 6.000 mennesker direkte beskæftiget med pelsdyravl, og dertil kommer afledte jobeffekter. De danske minkavlere anses som verdens bedste, og de danske minkskind efterspørges i en sådan grad, at prisen på danske minkskind er prissat 20 til 30 procent over udenlandske minkskind

 

Kilde: Kopenhagen Fur.

De danske pelsdyravlere samles til tre dage med skindfremvisning, modeshow og auktion i MCH, når Kopenhagen Fur inviterer til den årlige skindudstilling torsdag den 30. marts til lørdag den 1. april. Her kan man se og røre de smukke skind, man kan bese maskiner og udstyr til pelsning og drift af minkgårde, og lørdag byder på auktion over udvalgte unika-pelse fra Kopenhagen Furs pelsarkiv. Skind fra danske og udenlandske avlere bedømmes, og der afholdes konkurrencer, hvor de flotteste skind kåres ved en præmieoverrækkelse lørdag klokken 12.30.

 

”Verdensmesterskaberne i skind”

Der findes ikke lignende konkurrencer andre steder i landet, så det er en unik oplevelse, der venter, når Kopenhagen Fur udstiller i Herning.

- Når vi slår dørene op til Messecenter Herning, så er det verdensmesterskaberne i skind, der løber af stablen. Danske og udenlandske minkavlere skal konkurrere om, hvem der er de bedste. Og borgere fra Herning og omegn er velkomne til at lægge vejen forbi og ved selvsyn se og røre ved de eftertragtede skind, siger Bjarne Rasmussen, som er kvalitetsdirektør hos Kopenhagen Fur.

 

Modeshow i særklasse

Både torsdag, fredag og lørdag kan man overvære et modeshow med fremvisning af styles fra Kopenhagen Furs internationale designkonkurrence ”Imagine 2016”, som første gang blev vist ved Copenhagen Fashion Week. De smukke pelsstyles fra sidste års konkurrence har siden været udstillet verden over og kommer altså nu til Herning. Besøgende kan se frem til et atypisk modeshow, som er instrueret af Pivot Production. Firmaet er kendt som er et danse- og showfirma, der har stået for forestillingerne til for eksempel de kongeliges fødselsdage på TV.  

 

Kopenhagen Furs skindudstilling, MCH Messecenter Herning, torsdag den 30. marts til lørdag den 1. april. Torsdag og fredag klokken 9.30-17.00, lørdag klokken 9.30-15.00. Se programmet for skindudstillingen her.