Legendariske Scorpions udgav i februar deres 19. studiealbum, ’Rock Believer’, og nu drager Tysklands rockband nummer et på en verdensturné, der 10. juni i år fører dem til Jyske Bank Boxen i Herning.
Under pandemien trak bandet sig tilbage til studiet i deres tyske hjemby, Hannover, og begyndte at arbejde på nye sange. For første gang var ex-Mötorhead-trommeslageren Mikkey Dee med til at skabe Scorpions’ legendariske, hårde rocklyd.
Lyden har en energi og kompromisløs kvalitet som et adrenalinsus og efterlader ingen tvivl om, hvilken slags power rocklegenderne vil levere live. Og de glæder sig til endelig at spille for deres fans igen.
- Vi har aldrig haft så lang en turnépause, som vi havde under pandemien. Det har selvfølgelig øget vores appetit, så vi glæder os nu til at tage tilbage på turné igen, udtaler Scorpions-frontmand Klaus Meine og suppleres af bandets grundlægger og guitarist Rudolf Schenker:
- Udsigten til at rocke med mine bandkammerater foran hundredtusindvis af fans næste år og præsentere dem for vores nye album giver mig allerede gåsehud. Dette album og den kommende verdensturné bliver også noget helt særligt i vores karriere.
Et af de vigtigste rockbands
Scorpions er et af de vigtigste rockbands i de seneste årtier. Til dato har gruppen solgt over 120 millioner plader, spillet over 5.000 koncerter og skabt en tidløs klassiker med deres legendariske single ’Wind of Change’, der dominerede hitlister verden over.
Utallige priser, en stjerne på Hollywoods Rock Walk of Fame og andre hitsingler som ’Rock You Like a Hurricane’, ’Still Loving You’ og mange flere fulgte.
Og 2022 er i sandhed et specielt år for Scorpions: Det er nemlig præcis 50 år siden, at bandet udgav deres spektakulære debut og startede deres internationale karriere.
Som support har Scorpions Wolfgang Van Halen med. Han er søn af ikoniske Eddie Van Halen, og han varmer publikum op sammen med sit band Mammoth WVH.
Billetsalget starter 25. marts klokken 10.