En musikoplevelse udover det sædvanlige venter det danske publikum, når Andrea Bocelli giver koncert i Jyske Bank Boxen 1. april 2022. Flankeret af Stockholm Concert Orchestra og Koncertforeningens Kor vil verdensstjernen fremføre nogle af operaens største arier, ligesom Andrea Bocellis egne numre vil være på sætlisten.
Der er således lagt op til et glædeligt gensyn med tenoren, der begejstrede alt og alle, da han gæstede Jyske Bank Boxen tilbage i 2012. Dengang kvitterede Herning Folkeblad med en seksstjernet anmeldelse akkompagneret af fraser som 'Det var kræs for operaelskere' og 'Suveræn Bocelli'.
Netop 'suveræn' må Andrea Bocelli siges at have været i mere end tredive år, hvor han har været en væsentlig dagsordensætter i musikkens verden. Også under coronapandemien har tenoren spillet en særlig rolle for musikken med storslåede online koncerter. Blandt andet en ekstraordinær påskekoncert i en mennesketom Duomo di Milano-katedral med budskabet 'Music For Hope', da verdens byer lå øde hen som følge af pandemien.
De musikalske meritter
Den Toscana-fødte verdensstjerne har i mere end tre årtier vundet hjerter og bjergtaget det meste af verden med sin storslåede vokal. Andrea Bocelli har solgt mere end 80 millioner album på verdensplan og har sunget duetter med kunstnere som Sarah Brightman, Eros Ramazotti og Céline Dion.
I 2018 udgav Andrea Bocelli albummet 'Sì' - hans sekstende studiealbum og første album med originalt materiale i 14 år. Det fulgte han op med albummet 'Believe', der udkom i 2020, og som blandt andet byder på smukke sange på modersmålet og klassikere som 'Halleluja' og 'Amazing Grace'.
Andrea Bocelli kan opleves i Jyske Bank Boxen 1. april 2022. Billetter kan købes via mch.dk fra 23. april kl. 10.00.