SEKS STÆRKE KONCERTER I EFTERÅRET 2018:
- Dire Straits Tribute 28. september 2018
- Big Fat Snake 29. september 2018
- Phlake 13. oktober 2018
- Michael Learns To Rock 3. november 2018
- Carpark North 9. november 2018
- Queen Machine 24. november 2018
Når pucken kastes til IIHF Ishockey VM 2018, som afholdes i henholdsvis Jyske Bank Boxen og i Royal Arena til maj, er det med Carpark North i højttalerne. Bandet har netop offentliggjort den officielle VM-sang med titlen 'Heroes'.
Det er dog ikke kun under VM i ishockey, at man kan glæde sig til at lægge øre til de populære drenge. Der bliver nemlig fuld tryk på, når Carpark North går på scenen 9. november i MCH Herning Kongrescenter og leverer kendte samt nye hits fra blandt andet deres femte album 'Hope'.
Et andet populært band, som har valgt at lægge vejen forbi Herning til efteråret, er popgruppen Michael Learns To Rock (MLTR), som netop er aktuelle med deres splinternye album 'STILL'. Den 3. november kan man glæde sig til at møde gruppen med en håndfuld nye og gamle sange. MLTR har i deres 30 år lange karriere toppet hitlisterne i flere end 15 lande og solgt millioner af albums og singler.
Hyldest til Rock 'n' Roll
Det er generelt et musikalsk efterår, der er i sigte, når svedige beats, en verden af pop, rock og festlige koncerter fylder Teatersalen op og byder på noget for enhver smag og alder.
De første til at gæste Herning i efterårssæsonen er bandet Dire Straits Tribute med hyldestkoncerten 'A Tribute To Dire Straits - On The Swedish Night'. Alle, der elsker Mark Knopfler og bandet Dire Straits, har således noget at se frem til, når det svenske band Dire Straits Tribute 28. september hylder den tidligere britiske rockgruppe. Dire Straits Tribute har spillet flere udsolgte koncerter i Sverige de senere år og roses af såvel publikum som kritikere for deres fortolkninger af det legendariske band.
Dagen efter, 29. september, er det Big Fat Snake, der står klar i spotlyset. I næsten 30 år har bandet turneret og været blandt de bedst sælgende, men til efteråret drager de ud på deres allersidste turné. Flere end 1.500 koncerter er det blevet til gennem tiden, og med deres velkendte mix af rock 'n' roll, soul og store ballader vil bandet henrykke publikum med hits som 'Run Run Run', 'No Peace Like in Heaven' og ikke mindst 'Bonsoir Madame'.
Fra Phlake til Queen-hits
Der er også mulighed for at komme helt tæt på Phlake til efteråret, når bandet indtager scenen i Teatersalen 13. oktober. Efter en række udsolgte koncerter på spillesteder i hele landet åbner Phlake dørene til en anderledes og unik koncertoplevelse med titlen 'Can We Talk?'.
Kongrescentret danner også ramme om tribute-bandet Queen Machine, som har formået at skabe deres helt eget univers omkring Queens musik - et univers, hvor der er plads til at overraske, men med kærlighed og respekt for originalen. Queen Machine kan opleves 24. november, når bandet skruer op for et musikalsk festfyrværkeri og hits som 'We Will Rock You' og 'Somebody to Love' får ny luft under vingerne.
- Vi glæder os allerede nu til et efterår med koncertoplevelser for alle i Kongrescentret. Med de seks koncerter, der spænder fra Dire Straits Tribute til Phlake, ser vi frem til at byde både unge og mere modne velkommen i Kongrescentret til store koncertoplevelser, siger Nicki Quist, leder af kultur i MCH.
Køb billetter via mch.dk eller i billetsalget i MCH Herning Kongrescenter.