Volbeat gæster 33 arenaer rundt omkring i Europa, når gruppen til efteråret drager ud på sin ’Servant of the Road World Tour 2022’, og som noget nyt er Jyske Bank Boxen netop blevet føjet til den omfattende liste.
- Vi er meget glade for at kunne tilføje endnu en dansk koncert til vores ’Servant of the Road’-turné. Det har været lidt af et puslespil at få det hele til at falde på plads. Det er næsten tre år siden, at vi spillede i Herning og generelt i Danmark, så den skal altså have én over nakken til oktober, fastslår frontmand Michael Poulsen.
Slår tre rekorder
Volbeat slår flere rekorder med ’Servant of the Road World Tour 2022’: Turnéen byder på det største antal billetter på en europæisk turné, og så er den ikke bare den største turné i bandets historie, men slet og ret den største arenaturné nogensinde for et dansk rockband. Den afsluttes med et show på legendariske Wembley Arena i London kort før jul.
Volbeat, der favner genrer som hardrock, klassisk metal, glam, punk og rockabilly, har i dén grad vind i sejlene. Så sent som i juli i år kunne bandet fejre, at dets sjette album ’Seal the Deal & Let’s Boogie’ (2016) havde rundet 120.000 solgte eksemplarer. Dermed har albummet kastet ikke færre end seks platinplader af sig og er samtidig det mest populære Volbeat-album i Danmark.
Det folkekære band, der udgøres af Michael Poulsen (guitar/vokal), Jon Larsen (trommer), Rob Caggiano (guitar) og Kaspar Boye Larsen (bas), gæster Jyske Bank Boxen 18. oktober 2022. Walisiske Skindred og amerikanske Bad Wolves er aftenens supportbands.
Billetsalget begynder fredag 19. august klokken 10.00, og det foregår lige hér.