I 1953 blev det første spadestik taget, og i dag har virksomheden samlet mere end 50 års erfaring i ét fælles koncernnavn – MCH. Store visioner, store ambitioner og en god portion hjerteblod er en del af MCH's historie og danner grundlaget for virksomheden, som vi kender den i dag.
"Vi skal bygge en hal, der er vor by værdig. Hvor alle virksomheder i vort land med udstillinger og messer kan få lejlighed til at vise, hvad dansk foretagsomhed kan præstere. En hal, hvor vi kan samles om kunst og sport samt til møder af enhver art."
Således lød det, da Kristian Madsen, direktør for Herning Motor Kompagni og formand for SIKH, holdte tale til den stiftende generalforsamling for Aktieselskabet Herning-Hallen d. 30. december 1944. Og således blev det.
Den 20. maj 1954, godt 10 år efter at Kristian Madsen havde rullet visionerne ud, blev den første hal på 1.600 m² indviet. Hallen blev udgangspunktet for det, der i dag er kendt som MCH Herning Kongrescenter, der ligger placeret centralt i Herning midtby. Herning er kendt som en stor tekstilby, og ikke overraskende var første lejer af den nye hal Dansk Textil Messe.
Interessen for og efterspørgslen efter den nye hal var stor, og i 1962 besluttede man at udvide udstillingsarealet med et messecenter lidt uden for byen. I 1963 stod fem nye haller på i alt 10.000 m² klar til at huse den første Håndværker og Industrimesse i Herning. Messen, som nu bedre er kendt som HI, er i dag den største af sin slags i Skandinavien.
I takt med at kvadratmeterne bliver udbygget i midtbyen såvel som ved messehallerne på Vardevej, bliver oplevelsesspektret også bredere. Herninghallernes administrerende direktør, Kaj Zartow (1958-1971), er idémanden bag mange af de messer, som i dag stadigvæk bærer fundamentet for MCH's mange oplevelser som eksempelvis Ferie for Alle og HI-messen.
I 90'erne ansættes der mange nye medarbejdere, nye afdelinger oprettes, og der arbejdes ihærdigt på etablering af nye messer og udstillinger. Dette arbejde kulminerer i 1997, hvor der er debut til fagmessen FoodTech Scandinavia og biludstillingen Biler for Alle.
Kulturen har altid været i højsæde i MCH, og i 1992 begyndte MCH Herning Kongrescenter som det første kulturhus i Danmark nogensinde at opføre egenproduktioner af musicals, hvilket fortsat sker hvert år. Gennem årene har kongrescentret haft premiere på blandt andet Beauty and the Beast, West Side Story og Grease, som alle er blevet opført af en blanding af professionelle skuespillere og frivillige talenter.
MCH brænder for at skabe store oplevelser – også i fremtiden. Det er Vision 2025 et levende bevis på. Visionen, som blev præsenteret for offentligheden i år 2000, er en ambitiøs og langsigtet plan for den fremtidige udbygning af MCH's fysiske rammer. Visionen, som allerede har resulteret i bl.a. Jyske Bank Boxen og MCH Arena, omfatter desuden en opgradering af hele området omkring MCH, projekt "Fremtidens MCH", samt et oplevelsesland og en svævebane.