Få smil på læben og livsbekræftende inspiration, når den livsglade kosmetolog Ole Henriksen 2. november 2024 gæster MCH Herning Kongrescenter med sit nye og underholdende show ’Smil til livet!’. For hvis du smiler til andre og til dig selv – og til livet, så får du mere energi og større glæde, lyder det fra Ole Henriksen.
Den sprudlende hudplejeekspert vil sammen med sin wingman, komponist Claus Reenberg, inspirere og underholde dig og dine venner, når de udforsker positivitet, glæde og taknemmelighed som nøgler til et godt liv.
I det varme og dejligt livlige og morsomme show vil Ole Henriksen dele sine tanker og erfaringer, der vil kunne motivere og ændre din måde at betragte livet på. Han vil tale om betydningen af at have en positiv indstilling, og hvordan det påvirker vores hverdag, sundhed og relationer. Publikum vil blive beriget med praktiske værktøjer til at finde livsglæde, selv når livet er svært, og Ole Henriksen vil give eksempler på, hvordan det at være taknemmelig hver dag kan ændre vores verdenssyn og skabe en dybere forbindelse til os selv og livet.
’Smil til livet!’ er ikke bare et show, men en guide til at skabe positive vaner, der gør livet mere meningsfyldt. Det er en fejring af glæden ved at være i live og en opfordring til at tage imod livets muligheder.
Den 72-årige, men evigt unge og meget adrætte Ole Henriksen, som er født i Nibe, er hudspecialist og kosmetolog med egen skønhedsklinik i Beverly Hills i Los Angeles, hvor han også bor. Siden han i 1975 åbnede klinikken med egne opskrifter, er hans produkter blevet populære i hele verden. Han er grundlægger af og kreativ direktør for det verdensomspændende hudpleje- og skønhedsbrand ’Ole Henriksen’. Nogle af Hollywoods største filmstjerner, heriblandt Charlize Theron og Daniel Craig, er faste kunder hos ham.
Ole Henriksen har udgivet en række bøger, blandt andre ’Forny dig’ (2005), ’Et ærligt liv’ (2009), ’Velvære for mænd’ (2007), ’Livet er en gave’ (2012) og
’Det skal føles godt’ (2018), hvor han deler ud af egne erfaringer og motiverer læseren med sin smittende livsglæde.
I 2017 blev der opført en koncert, der var bygget over Ole Henriksens liv, i Musikkens Hus i Aalborg. Koncertens titel var ’I Love It - in Concert’.
Ole Henriksen arbejder desuden for en række velgørende organisationer, blandt andet Gadens Børn, som hjælper gadebørn i Calcutta.
Gå ikke glip af et inspirerende møde med den livsglade mand, som uden tvivl vil motivere dig og dine venner.
TID
Lørdag 2. november 2024 kl. 19.00
STED
Teatersalen, MCH Herning Kongrescenter
Østergade 37
7400 Herning
Nummererede siddepladser
SPISNING
Tilkøb spisning og Nem Pause.
Restaurant Teaterkælderen er åben fra 16.30.
Aftenens menu er Restaurant Teater Kælderens Buffet til 350,- og Teater Kælderens burger med sprøde pommes frites til 175,-
TELESLYNGE
Det er ikke alle pladser, der er dækket af teleslyngen i salen. Kontakt MCH Billetsalg på 9926 9999 for hjælp til at finde pladser med gode teleslyngeforhold.
Salen har mange trin samt pladser, der kan være svært tilgængelige. Hvis du er gangbesværet, sidder i kørestol eller har særlige behov, er du velkommen til at kontakte MCH Billetsalg på tlf. 9926 9999.
Original Talks / MCH