Julestemningen er sikret, når nogle af Hernings dygtigste sangere og musikere slår tonen an til årets mest elskede højtid. Det foregår 20. december 2025 i MCH Herning Kongrescenter, hvor Hernings nye musikalske juletradition, koncerten ’Dejlig er Jorden’, fylder koncertsalen og publikums hjerter med smuk julemusik, varme og forventning.
Tonerne leveres igen af Herning Kirkes Drengekor, MidtVest Pigekor og Ensemble MidtVest, der i år deler scenen med de to musicalstjerner Johanne Milland og Lars Mølsted.
Der venter et overdådigt repertoire med både nyt og gammelt, klassisk og jazzet, muntert og melankolsk – kort sagt, hele paletten af julestemninger, så børn og voksne kan gå fra koncerten med velkendte toner i ørerne, flotte visuelle scenerier på nethinden og store oplevelser i julehjertet.
Herning Kirkes Drengekor er blandt Danmarks mest anerkendte, og de har eksempelvis optrådt i Carnegie Hall, operahuset i Sydney, Sct. Pauls Cathedral og Notre Dame. Koret ledes af Asbjørn Damgaard Faleide.
MidtVest Pigekor, under ledelse af Frieda Funk, er kendt for deres unikke klang og sceniske formåen. De har været pionerer i forhold til at skubbe til konventionerne om koroptræden, med flotte visuelle virkemidler og evnen til at favne et bredt spektrum af musikalske genrer.
Ensemble MidtVest, der tæller ni faste musikere, består af internationale topnavne og giver hvert år cirka 100 koncerter i ind- og udland. Til denne lejlighed er ensemblet udvidet til tolv musikere.
Lørdag 20. december 2025 kl. 15.00
Kl. 14.00: Kongrescentret åbnes
Kl. 14.30: Dørene til salen åbner
Kl. 15.00: 1. afdeling, ca. 45 min
Kl. 15.45: Pause på ca. 20 min.
Kl. 16.05: 2. afdeling, ca. 45 min.
Kl. 16.50: Koncerten forventes at slutte
Teatersalen, MCH Herning Kongrescenter
Østergade 37
7400 Herning
NEM PAUSE
Fri bar i pausen i seperat lokale inkl. øl, sodavand, rød- og hvidvin, isvand, kaffe/te samt lidt snacks, kr. 110,-
Forudbestil online eller i billetsalg inden arrangementet starter.
Der er teleslynge i salen. Da ikke alle pladser kan dækkes af teleslyngen, opfordrer vi gæster med behov for teleslynge, til at kontakte MCH Billetsalg på 9926 9999 for hjælp til at finde pladser med gode teleslyngeforhold.
Salen har mange trin samt pladser, der kan være svært tilgængelige. Hvis du er gangbesværet, sidder i kørestol eller har særlige behov, er du velkommen til at kontakte MCH Billetsalg på tlf. 9926 9999.