Danmark - Moldova
Danmark - Moldova

Danmark - Moldova

VM-kvalifikationskamp

MCH Arena

søndag 28. marts 2021 kl. 18:00



På grund af den aktuelle situation, hvor store dele af samfundet i Danmark er lukket ned, vides det endnu ikke, om der kan gives adgang for tilskuere til kampen mod Moldova i marts. 


Herrelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Moldova spilles i Herning

Årets første VM-kvalifikationskamp på hjemmebane for Herrelandsholdet spilles på MCH Arena i Herning. Det er landsholdets fjerde kamp på fem år i den midtjyske by.

Udover EM-slutrunden til sommer skal Herrelandsholdet også spille VM-kvalifikationskampe i 2021. De første venter allerede i marts, og nu er det på plads, at den første hjemmekamp i kvalifikationen – mod Moldova den 28. marts 2021 – skal spilles på MCH Arena i Herning.

Hjemmekampen i Herning spilles imellem to udekampe i kvalifikationen, hvor den første er i Israel på udebane den 25. marts, og den anden er i Østrig 31. marts.

For landstræner Kasper Hjulmand, der også var forbi Herning i efteråret til en testkamp mod Færøerne, bliver det godt at komme tilbage til Herning.

”Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med et helt forrygende landskampsår med mange store udfordringer, og derfor bliver det fedt at komme til Herning endnu engang og spille en meget vigtig kvalifikationskamp. Vi kender træningsfaciliteterne rigtig godt, så vi kan bruge tiden på bedst mulig vis, når vi skal spille hele tre kampe på kort tid i marts,” siger landstræner Kasper Hjulmand.

Også for Hernings borgmester Lars Krarup (V) er det glædeligt, at Herrelandsholdet endnu engang kigger forbi Herning for at spille landskamp.

”Kampen mod Moldova bliver den første VM-kvalifikationskamp, der spilles i Herning, og vi ser frem til at lægge hjemmebane til så betydningsfuld en kamp. MCH Arena er Danmarks nok bedste fodboldbane, og landsholdet er ubesejret i de tidligere kampe, der er spillet her. Vi er altid glade for at have besøg af landsholdet, og vi glæder os ekstra meget i denne tid, hvor mange ting står stille. Fodboldlandsholdet kan i den grad samle folk – også selv om det lige nu foregår hjemme foran skærmene”, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.


Herrelandsholdet kan se frem til et intenst og spændende 2021 med en del kampe på programmet. Alle ti kampe i VM-kvalifikationen spilles i løbet af året fordelt med tre kampe i marts og tre i september, ligesom der spilles to kampe i både oktober og i november.

Dertil kommer, at holdet også står foran en forrygende sommer med EM-slutrunde på hjemmebane. Alle tre gruppekampe mod Finland, Belgien og Rusland skal spilles i Parken, og dertil kommer to testkampe i perioden op til slutrunden. Modstandere og spillesteder er endnu ikke på plads til de kampe.

På grund af den aktuelle situation, hvor store dele af samfundet i Danmark er lukket ned, vides det endnu ikke, om der kan gives adgang for tilskuere til kampen mod Moldova i marts. 

Hvis der bliver begrænset kapacitet til kampen, sættes billetter til salg efter loyalitetsprincippet. For mere information om billetter og sæsonkort kan du altid kigge forbi fordanmark.dk, hvor du finder masser af indhold og information til dig, der er landsholdsfan.

Det er fjerde kamp på fem år, som Herrelandsholdet spiller i Herning. I 2016 slog Danmark Island med 2-1 i Herning i en kamp, der var Åge Hareides første som landstræner. Siden er Østrig og Færøerne begge blevet besejret i Herning i testkampe i henholdsvis 2018 og 2020. I 2021 kommer Moldova så på besøg.