Billetsalget starter 1. marts 2023 kl 10.00.
Info om priser kommer senere.
Kom med til en vaskeægte håndboldfest, når Jyske Bank Boxen lægger bane til samtlige af de danske kampe ved VM i kvindehåndbold, der løber af stablen fra 30. november til 17. december 2023.
Sammen med Norge og Sverige er Danmark vært for den 26. udgave af verdensmesterskabet – og med både indledende kampe, kampe fra mellemrunden, kvartfinaler, semifinaler og finale på programmet er der i den grad noget at glæde sig til for de rød-hvide fans.
Herning og Jyske Bank Boxen har været værter for et hav af danske landskampe, og i VM-regi var multiarenaen senest hjemmebane for herrelandsholdet i 2019, mens også kvindelandsholdet havde hjemmebane i Herning ved VM i 2015.
Nu står byen og Jyske Bank Boxen igen klar til at byde velkommen til verdens bedste kvindelige håndboldspillere, og du har rig mulighed for at deltage i håndboldfesten samt med klapsalver, klaphat, klappepølser og dannebrogsflag støtte de danske håndbolddamer ved en eller flere kampe.
Under overskriften ’AIM TO EXCITE’ er ambitionen at skabe begejstring hos de tusindvis af tilskuere på lægterne samt de millioner af tv-seere hjemme i stuerne under VM i kvindehåndbold.
- Begejstring ligger i håndboldens DNA. Det kommer til udtryk lige fra en nybegynders første kast mod mål til stjernernes jubel med VM-trofæet hævet over hovederne. Vi er i sandhed også begejstrede både for brandidentiteten omkring det kommende mesterskab og udsigten til at byde hele verden velkommen til fejring af håndbolden, siger Morten Stig Christensen, formand for Dansk Håndbold Forbund.
VM-sloganet understøttes af logoet, der symboliserer en håndbold, der suser gennem luften med kurs mod målnettet, hvor den straks udløser begejstring. Farverne i bolden repræsenterer samtidig de tre værtsnationers flag.
DATO OG TIDER
30. november - 17. december 2023
Nærmere info om spilletider følger senere.
Billetsalget starter 1. marts 2023 kl 10.00.
STED
Jyske Bank Boxen
Kaj Zartows Vej 7
7400 Herning
WEBSITE
www.dhf.dk
ARRANGØR
Dansk Håndbold Forbund
Fun facts om det kommende VM:
Danmark har to gange tidligere været værter for VM i kvindehåndbold. Først i 1999 i samarbejde med Norge og senest som selvstændige værter i 2015.
Der deltager i alt 32 nationer ved VM. I Danmark afvikles fire ud af de otte indledende gruppespil samt to ud af fire mellemrunder, kvartfinale og også både finaleweekenden og President’s Cup. Danmark spiller samtlige af holdets kampe i Jyske Bank Boxen i Herning, der også danner ramme om semifinaler og finale.
Det er sjette gang, Jyske Bank Boxen lægger halgulv til et stort internationalt håndboldmesterskab siden indvielsen i 2010. Det bliver samtidig sjette gang, en finale spilles i Jyske Bank Boxen. Dermed er det i særklasse den arena i verden, hvor der er uddelt flest mesterskabsmedaljer over de seneste to årtier.
Danmark har én gang vundet VM i kvindehåndbold i 1997. Senest blev det til VM-bronze i 2021. I alt har de danske håndboldkvinder seks VM-medaljer i samlingen. Norge er den mest vindende nation med 11 medaljer, heraf fire af guld.
Danmark, Norge og Sverige blev tildelt værtskabet for VM i kvindehåndbold 2023 tilbage i januar 2017. Allerede 2,5 år før mesterskabet gik forberedelserne for alvor i gang.
Også i de kommende år er der udsigt til flere store håndboldfester på dansk grund. Danmark er værter for både herrernes VM i 2025 sammen med Norge og Kroatien og i 2026 herrernes EM sammen med Norge og Sverige.
”AIM TO EXCITE” lyder sloganet for mesterskabet. VM-arrangørerne har nemlig lige præcis et mål om at skabe begejstring. Både hos de tusindvis af tilskuere i hallerne og de millioner af seere ude ved tv-skærmene.
Der skal bruges mellem 1.000 og 1.200 frivillige i alt under VM-afviklingen herhjemme og op mod 100 frivillige om dagen i Herning. 45 af de frivillige har særlige roller som teamguider, transportansvarlige, akkreditering og lignende. De tager alle tre uger ud af kalenderen til at bakke op om VM.
VM forventes at samle 320 spillere, 130 ledere og trænere, 100.000 danske og 15.000 udenlandske tilskuere og omkring 200 pressefolk alene på dansk grund. Udenlandske spillere, ledere, officials og pressefolk kommer til at generere lige over 8.000 overnatninger i Danmark – og dertil kommer der alle de fans, der måtte vælge en overnatning.
Der deltager 22 dommerpar i slutrunden. Derudover sender IHF lidt over 80 personer til Danmark, Sverige og Norge, der skal stå for kampafvikling, anti-doping, marketing, supervision af kampe, administration, support af dommere og meget mere.
Der forventes stor pressebevågenhed på begivenheden. Til finaleweekenden skal der gøres plads til otte tv-studier i Jyske Bank Boxen.
VM-logoet symboliserer en håndbold, der suser gennem luften med kurs mod målnettet. Farverne i bolden repræsenterer de tre værtsnationers flag. Det er det danske designbureau Urgent.Agency, der har haft til opgave at skabe logoet og brandet for mesterskabet.
Igen i år oprettes der en kæmpe fanzone i forlængelse af Jyske Bank Boxen, hvor de tusindvis af håndboldfans kan varme op til kampene med forskellige håndboldaktiviteter og fællesskab. Fanzonen blev første gang afholdt i Jyske Bank Boxen i forbindelse med EM i herrehåndbold i 2014 og har sat standarden for fanengagement i forbindelse med mesterskaber i hele håndboldverdenen.