Restaurant Teater Kælderens lækre Burger med sprøde pommes kr. 185,- og Nem Pause kr. 110,-
Gør dig klar til en aften med grin, skarpe observationer og jokes, der rammer plet, når fem skarpe komikere indtager scenen i MCH Herning Kongrescenter på skift under overskriften ’Comedy Bangers’. På plakaten er Nicolaj Lange, Peter Werner, Anne Bakland, Elias Ehlers og Daniel Lill – fem komikere med hver deres unikke stil, energi og prisbelønnede punchlines. Tilsammen danner de et show, der oser af rutine, skævhed og rendyrket grin.
Comedy Bangers er for dig, der elsker standup, der går til grænsen – og nogle gange lidt over. Når de fem komikere indtager scenen i MCH Herning Kongrescenter kan du forvente jokes, du både kan nikke genkendende til og næsten ikke tro, at nogen turde sige højt. Glæd dig til et show, der balancerer mellem det fjollede og det finurlige, det relaterbare og det helt vanvittige. Alt sammen leveret med perfekt timing og høj energi.
I spidsen står Daniel Lill, der med mere end 15 års erfaring som komiker og konferencier, styrer showet sikkert, charmerende og helt uden sikkerhedsnet.
Saml vennerne, kollegerne eller familien til en aften med masser af gode grin i MCH Herning Kongrescenter 16. maj 2026.
Med sin nordjyske charme og knivskarpe observationer mestrer Nicolaj Lange kunsten at gøre hverdagens små trivialiteter til store grin – altid leveret med energi, selvironi og perfekt timing. Efter fire succesfulde onemanshows, hundredvis af optrædener for fulde huse og virale hits på sociale medier er Nicolaj Lange en af landets mest travle og populære komikere.
Med sin ærlige, energiske og nærværende stil har Peter Werner hurtigt cementeret sig som en af de mest lovende komikere på den danske standup-scene. Han har både vundet DM i Standup og modtaget prisen som Årets Standup-talent og med succesfulde shows, tv-optrædener og opvarmning for navne som Simon Talbot har Werner vist, at han er et navn, man skal holde øje med.
Knastør og uimodståeligt sjov – sådan er Anne Bakland. Hun serverer sine pointer med nordjysk skarphed, sarkasme og en fænomenal sans for pauser og mimik, der får publikum til at knække sammen af grin. Hun skærer lige ind til benet og siger tingene, som de er – og det gør hende til en af de mest markante og originale stemmer i dansk standup.
Elias Ehlers er en af de mest erfarne og respekterede komikere i landet. Med sin blanding af dybde, bid og eftertænksom humor har han i snart to årtier fået publikum til både at grine og reflektere. Han vandt DM i Standup allerede i 2006 og har siden leveret en perlerække af onemanshows. Senest ’Supermand’ hvor han balancerede det kloge med det kiksede og altid med et glimt i øjet.
Med over 15 års erfaring og en unik evne til at fange publikum fra første sekund er Daniel Lill en af dansk standups mest karismatiske profiler. Han har stået i spidsen for flere succesfulde onemanshows, drevet sin egen comedyklub og vundet Danish Open i Standup. Som aftenens konferencier binder han Comedy Bangers sammen med charme, overskud og lynhurtig improvisation.
Lørdag 16. maj 2026 kl. 20.00
Kl. 17.00: Restaurant Teater Kælderen åbner for spisende gæster
Kl. 19.00: Baren og MCH Billetsalg åbner
Kl. 20.00: Showet begynder
Kl. ca. 22.45: Showet forventes at slutte
Der er pause i løbet af showet
Teatersalen,
MCH Herning Kongrescenter
Østergade 37
7400 Herning
Nummererede siddepladser
Restaurant Teater Kælderen åbner kl. 17.00.
Aftenens menu er Husets Burger med sprøde pommes kr. 185,-.
Fri bar i pausen inkl. øl, sodavand, rød- og hvidvin, isvand, kaffe/te samt lidt snacks kr. 110,-
Forudbestil online eller i billetsalget inden showet starter.
Det er ikke alle pladser, der er dækket af teleslyngen i salen. Kontakt MCH Billetsalg på 9926 9999 for hjælp til at finde pladser med gode teleslyngeforhold.
Salen har mange trin samt pladser, der kan være svært tilgængelige. Hvis du er gangbesværet, sidder i kørestol eller har særlige behov, er du velkommen til at kontakte MCH Billetsalg på tlf. 9926 9999.