Tobias Dybvad
Tobias Dybvad

Tobias Dybvad

Levemand

MCH Herning Kongrescenter

lørdag 23. april 2022 kl. 19:00

 Køb billet

Kr. 325,- inkl. gebyr
 

Billetterne sælges via Ticketmaster.dk samt MCH Billetsalg, Østergade 37, 7400 Herning, tlf. 9926 9999.

Forlæng oplevelsen med spisning i Restaurant Teater Kælderen. 
Bestil bord på 9926 9927 eller pr. mail tk@mch.dk


Tobias Dybvad hylder det positive livssyn i nyt show

”Skal man have fået en dødsdom for at sætte pris på livet?”, spørger Tobias Dybvad i sit nye stand-up-show ’Levemand’, som kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 23. april 2022. Showet hylder det positive livssyn, blandt andet gennem historier om Dybvads eget opgør med den ’indre dumme stemme’. ’Levemand’ er et gensyn med den legende satiriske comedy-stil, der har gjort Tobias Dybvad til en af landets mest populære komikere.

For meget brok
“Man kan simpelthen ikke bo i Danmark og blive i dårligt humør over, at det regner. Så har man gjort det rigtig svært for sig selv,” giver Dybvad som eksempel på den brok, han spidder i showet.
Tobias Dybvad peger blandt andet på, at de fleste af os nok kender typen, der fortæller historier om engang for syv år siden, hvor de fik en bøf, der var for gennemstegt. Videre mener komikeren, at det fede er at tage sig selv i det, bremse sig og grine af det:
- Hvis du en dag står i en lang kø, du er stresset, og du synes, at det er supertræls, så prøv at lade være med at fortælle andre mennesker om det efterfølgende. Lad være med at trække lorten med gennem hele din dag. Man bliver oprigtigt et gladere menneske af det, mener Tobias Dybvad.

Komikeren har også mere seriøse emner på blokken: 
- Vi kommer ikke uden om også at snakke om døden. Døden kan jo meget effektivt huske os på at leve livet, når den rammer en tæt på, eller hvis den bare lige truer med at kigge forbi. Men kunne det ikke være fedt, hvis man selv kunne skabe sig en dejlig og glad tilværelse – uden at man behøver en eller anden grim diagnose? 
Uanset hvor positiv Tobias bestræber sig på at være, så skal han også være den første til at skrive under på, at man også sagtens kan blive for positiv:
- Nogle gange er jeg så forhippet på at forvente det bedste af livet – jeg arbejder så meget med ’best case scenario’, at jeg nogle gange sætter et så højt ambitionsniveau for mit liv, at det kan være svært at indfri. Og på vejen derhen får jeg taget nogle overilede beslutninger, som så får nogle vanvittige konsekvenser for mig. Heldigvis kan disse episoder jo så omdannes til et pragtfuldt stand-up-show, griner Tobias.
’Levemand’ er Dybvads fjerde onemanshow, og de tidligere har trukket fulde huse landet over. Derudover har Dybvad gennem 11 sæsoner skabt en af TV 2 Zulus største succeser med satireprogrammet ’Dybvaaaaad’, hvor han i et mix af satire, parodier og sketches kommenterer på ugens tv. 

Få en forfriskende og fornøjelig aften med Tobias Dybvad og ’Levemand’ i MCH Herning Kongrescenter 23. april 2022 kl. 19. Der er både gode grin og lidt at fundere over på menuen.